§ 1. Institutionens navn er Fordelingssekretariatet for
friskoler og private grundskoler (Fordelingssekretariatet).
Stk. 2. Fordelingssekretariatet er en selvejende institution
oprettet den 1. juli 2003. Fordelingssekretariatet har til formål
at fordele følgende tilskud til friskoler og private grundskoler i
henhold til lov om friskoler og private grundskoler m.v. med senere
ændringer:
- Tilskud til befordring af syge elever.
- Et særligt tilskud til ekstraudgifter til befordring af elever
med svære handikap.
- Tilskud til befordring i forbindelse med
brobygningsforløb.
- Tilskud til nedbringelse af skolepenge, nedbringelse af
betaling for ophold på kostafdelinger og nedbringelse af
forældrebetalingen for skolefritidsordninger.
- Et særligt tilskud til vikarudgifter, sygeundervisning,
lærernes kursusdeltagelse, herunder efteruddannelse og særlige
lærerlønsudgifter.
- Et særligt tilskud til de frie skoleforeninger til varetagelse
af fælles opgaver om tilsyn.
- Et særligt tilskud til støtteundervisning i dansk for
tosprogede elever.
Stk. 3. Fordelingssekretariatets hjemsted er Slagelse kommune.
Fordelingssekretariatets adresse er Japanvej 36, 4200 Slagelse.
Fordelingssekretariatet har CVR-nummer 27343716.
§ 2. Fordelingssekretariatet varetager udover de § 1, stk. 2,
angivne opgaver en række opgaver af administrativ karakter på de
frie grundskolers område, som Undervisningsministeriet har henlagt
til Fordelingssekretariatet, jfr. bilag 1.
Stk. 2. Fordelingssekretariatet kan efter aftale påtage sig
øvrige opgaver for Undervisningsministeriet, andre offentlige
myndigheder og skoleforeninger.
§ 3. Bestyrelsen er ansvarlig over for
Undervisningsministeren.
Stk. 2. Bestyrelsen varetager Fordelingssekretariatets
overordnede ledelse og er juridisk samt økonomisk ansvarlig for, at
Fordelingssekretariatets opgavevaretagelse finder sted i
overensstemmelse med lov om friskoler og private grundskoler m.v.
med senere ændringer, anden lovgivning samt
Fordelingssekretariatets vedtægt.
Stk. 3. Bestyrelsen fastsætter de nærmere principper og
retningslinjer for fordeling af de tilskud og varetagelse af de
opgaver, der er nævnt i § 1, stk. 2, og § 2.
Stk. 4. Forvaltningslovens og offentlighedslovens regler gælder
for Fordelingssekretariatets virksomhed.
§ 4. Fordelingssekretariatet ledes af en bestyrelse på 9
medlemmer. Bestyrelsen består af:
- 4 medlemmer udpeget af Danmarks Private Skoler.
- 3 medlemmer udpeget af Dansk Friskoleforening.
- 1 medlem udpeget af Foreningen af Kristne Friskoler.
- 1 medlem udpeget af Frie Skolers Lærerforening.
Stk. 2. Genudpegning af bestyrelsesmedlemmer kan finde sted.
Fordelingssekretariatets ansatte kan ikke udpeges til bestyrelsen.
Der skal tilstræbes en afbalanceret fordeling af mænd og kvinder i
bestyrelsen.
Stk. 3. Udpegningsperioden er 4 år, jfr. dog stk. 4. Der er
udpegning hvert 2. år i juni måned med virkning fra 1. juli, hvor
henholdsvis 4 eller 5 medlemmer af bestyrelsen afgår.
Stk. 4. De i 2016 udpegede bestyrelsesmedlemmer fortsætter i
bestyrelsen. I 2018 afgår 4 medlemmer af bestyrelsen med virkning
fra 1. juli 2018. Dette sker ved lodtrækning, således at 2
medlemmer udpeget af Danmarks Private Skoler, 1 medlem udpeget af
Dansk Friskoleforening og 1 medlem udpeget af Frie Skolers
Lærerforening afgår.
Stk. 5. Følgende personer har ret til at deltage i
bestyrelsesmøder med taleret, men uden stemmeret:
- 1 person udpeget af Deutscher Schul- und Sprachverein für
Nordschleswig.
- 1 person udpeget af Frie Skolers Ledere.
- Sekretariatschefen.
- Øvrige ansatte i Fordelingssekretariatet, efter aftale med
bestyrelsen, hvis der foreligger en konkret og saglig grund.
Stk. 6. Formanden for bestyrelsen og næstformanden vælges blandt
bestyrelsesmedlemmerne fra den forening, der henholdsvis
repræsenterer det højeste og det næsthøjeste elevtal. Elevtallet
opgøres én gang årligt den 5. september. Bestyrelsen beslutter i
umiddelbar forlængelse af opgørelsen af 5. september, om der
grundet ændringer i elevtallet skal ske nyudpegning af henholdsvis
bestyrelsesformanden og næstformanden. Næstformanden fungerer som
stedfortræder ved formandens forfald. Konstituering foretages på
det første bestyrelsesmøde efter en udpegning.
Stk. 7. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen
af bestyrelsens medlemmer, heriblandt formanden eller
næstformanden, er til stede. Beslutninger træffes ved almindeligt
stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens eller i
dennes forfald næstformandens stemme udslagsgivende. Der kan ikke
stemmes ved fuldmagt eller pr. brev.
Stk. 8. Bestyrelsen fører protokol over sine beslutninger.
Ethvert bestyrelsesmedlem har ret til at få ført sin mening om
beslutninger truffet af bestyrelsen til protokols, hvis det
pågældende bestyrelsesmedlems mening afviger fra flertallets
holdning til spørgsmålet. Konstateret inhabilitet skal endvidere
indføres i protokollen. Protokollen skal underskrives af de
bestyrelsesmedlemmer, der har deltaget i mødet.
Stk. 9. Bestyrelsens medlemmer kan ikke afsættes i
udpegningsperioden. Fratræder et bestyrelsesmedlem i
udpegningsperioden efter eget ønske, eller bliver en
bestyrelsespost vakant som følge af dødsfald, skal den udpegende
forening hurtigst muligt udpege et nyt medlem for resten af
udpegningsperioden. Hvis bestyrelsen bevilger et
bestyrelsesmedlem orlov fra bestyrelsesarbejdet, kan den
udpegende forening indsætte en personlig suppleant i
orlovsperioden. Hvis et bestyrelsesmedlem rammes af sygdom, kan
den udpegende forening indsætte en personlig suppleant i
sygdomsperioden.
Stk. 10. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 11. Hvis der i udpegningsperioden opstår generel
inhabilitet for et bestyrelsesmedlem, kan vedkommende ikke længere
være medlem af bestyrelsen og må udtræde. Nyudpegning gennemføres
hurtigst muligt.
Stk. 12. Bestyrelsens medlemmer skal være myndige, og et
flertal af bestyrelsens medlemmer, herunder formanden, skal være
registreret i Det Centrale Personregister (CPR) med bopæl i
Danmark.
Stk. 13. Bestyrelsens medlemmer er ikke i udøvelsen af
bestyrelseshvervet underlagt beslutninger truffet af den forening,
som har udpeget den eller de pågældende.
§ 5. Fordelingssekretariatet tegnes af den fungerende
bestyrelsesformand i forening med sekretariatschefen eller én af
disse i forening med den fungerende næstformand.
Tegningsretten kan ikke delegeres.
§ 6. Til at forestå Fordelingssekretariatets daglige drift
ansætter bestyrelsen en sekretariatschef, som ikke samtidig må
være medlem af bestyrelsen. Sekretariatschefen varetager sine
opgaver i overensstemmelse med retningslinjer, der er fastsat af
bestyrelsen.
Stk. 2. Ansættelse og afskedigelse af personale i
Fordelingssekretariatet foretages af bestyrelsen efter
sekretariatschefens indstilling. Bestyrelsen kan delegere
kompetencen til at ansætte og afskedige sekretariatets personale
til sekretariatschefen.
Stk. 3. Beslutning om køb, salg og pantsætning samt indgåelse og
opsigelse eller andre væsentlige ændringer af kontrakter, herunder
lejekontrakter, om fast ejendom, som Fordelingssekretariatet
anvender eller har til hensigt at anvende som led i sin
opgavevaretagelse træffes af bestyrelsen.
§ 7. Bestyrelsen skal som led i forvaltningen af
Fordelingssekretariatets midler iagttage gældende regler, tage
skyldige økonomiske hensyn og sikre, at midlerne anvendes til
størst mulig gavn for sekretariatets virksomhed.
Stk. 2. Fordelingssekretariatet kan indhente oplysninger
fra friskoler og private grundskoler i overensstemmelse med
reglerne i lov om friskoler og private grundskoler m.v. med senere
ændringer samt helt eller delvist tilbageholde tilskud, hvis
sekretariatet vurderer, at der ikke foreligger den nødvendige
dokumentation for at skolen er tilskudsberettiget, eller at
modtagne tilskud er berettigede.
Stk. 3. Ethvert spørgsmål vedrørende friskoler og private
grundskolers ret over for Fordelingssekretariatet i forbindelse med
sekretariatets tilskudsadministration og sagsafgørelser afgøres af
bestyrelsen.
Stk. 4. Medlemmer af bestyrelsen må ikke deltage i
Fordelingssekretariatets daglige ledelse og administration.
Stk. 5. Rejseudgifter og godtgørelse af tabt
arbejdsfortjeneste ydes efter Finansministeriets gældende regler.
Bestyrelsens medlemmer kan efter Undervisningsministeriets
godkendelse modtage vederlag efter Finansministeriets gældende
regler for særskilt vederlag.
Stk. 6. Bestyrelsens medlemmer hæfter ikke personligt for
Fordelingssekretariatets eventuelle gæld.
Stk. 7. Bestyrelsens medlemmer er ansvarlige efter dansk rets
almindelige erstatningsregler.
§ 8. Bestyrelsen er ansvarlig for, at der udarbejdes budget og
årsrapport, herunder regnskab, for Fordelingssekretariatet.
Stk. 2. Bestyrelsen godkender Fordelingssekretariatets budget
og årsrapport, herunder regnskab.
Stk. 3. Regnskabet skal revideres efter de regler, der gælder
for friskoler og private grundskoler.
§ 9. Fordelingssekretariatet har følgende indtægter:
- Årlige statstilskud som fastsættes på finansloven til dækning
af udgifter jfr. § 1, stk. 2
- Andre bevillinger, midler, puljer m.v.
- Renter og afkast.
- Kontingent fra skolerne.
- Eventuelle bidrag fra anden side.
Stk. 2. Et eventuelt overskud ved Fordelingssekretariatets
drift tilfalder Fordelingssekretariatet.
Stk. 3. Fordelingssekretariatets indtægter anbringes efter de
til enhver tid gældende regler for anbringelse af de frie
grundskolers likvide midler og må ikke placeres på konti mv., som
andre end Fordelingssekretariatet har rådighed over.
Stk. 4. Bidrag til Fordelingssekretariatet giver ikke ret til
nogen del af Fordelingssekretariatets formue eller til udbytte af
nogen art.
§ 10. Fordelingssekretariatets regnskabsår er finansåret.
Stk. 2. Bestyrelsen vælger en statsautoriseret eller en
registreret revisor til at revidere det årlige regnskab.
Stk. 3. Det reviderede regnskab og revisionsprotokollatet
underskrives af alle bestyrelsens medlemmer, som samtidig afgiver
erklæring på tro og love om, at de opfylder medlemsbetingelserne,
jf. § 4.
Stk. 4. Årsrapport, herunder regnskab, skal være indsendt til
Undervisningsministeriet senest den 1. juli det følgende år.
§ 11. Bestyrelsen har ansvaret for Fordelingssekretariatets
vedtægt og træffer beslutning om ændring af vedtægten.
Vedtægtsændringer besluttes med mindst 2/3 flertal.
Stk. 2. Vedtægten og vedtægtsændringer skal underskrives af alle
bestyrelsens medlemmer med angivelse af det enkelte medlems navn
og adresse i maskinskrift, og det skal fremgå, hvem der er
henholdsvis formand og næstformand for bestyrelsen.
Stk. 3. Vedtægten og vedtægtsændringer skal godkendes af
Undervisningsministeriet.
Stk. 4. Vedtægten skal være offentlig tilgængelig på
Fordelingssekretariatets hjemmeside med angivelse af, hvornår
vedtægten er godkendt og hvornår den er offentliggjort.
Stk. 5. Bestyrelsen skal forud for vedtægtsændringer
indhente en udtalelse fra skoleforeningerne om ændringen. Dette
gælder dog ikke vedtægtsændringer, som foretages i medfør af § 11,
stk. 6.
Stk. 6. Undervisningsministeriet kan kræve nødvendige
vedtægtsændringer som følge af ændrede regler.
§ 12. Bestyrelsen skal orientere Undervisningsministeriet, hvis
Fordelingssekretariatet standser sine betalinger, begæres konkurs,
eller der i øvrigt er fare for, at Fordelingssekretariatets
virksomhed må indstilles.
Stk. 2. Ved Fordelingssekretariatets nedlæggelse fungerer den
siddende bestyrelse indtil den økonomiske afvikling af
Fordelingssekretariatets aktiver og passiver er tilendebragt efter
gældende regler. Bestyrelsen skal i den forbindelse arbejde for at
sikre Fordelingssekretariatets aktiver og sikre, at
Fordelingssekretariatets nettoformue anvendes i overensstemmelse
med vedtægten.
§ 13. Vedtægterne træder i kraft efter Undervisningsministeriets
godkendelse, og når vedtægten er offentliggjort på
Fordelingssekretariatets hjemmeside, jf. § 11, stk. 4.
Bilag 1 til Vedtægt for Fordelingssekretariatet for
friskoler og private grundskoler
Fordelingssekretariatet yder tilskud til og varetager
administration af nedenfor nævnte områder:
A. Vedrørende vikarområdet:
- Dækning af tilskudsberettigede vikarudgifter som følge af
lederes, læreres, børnehaveklasselederes og andre personalegruppers
retsmæssige fravær uden lønafkortning.
- Efterindtægter.
- Sygeundervisning.
- Fordeling af midler til efteruddannelse og
kursusdeltagelse.
- Fratrædelsesordninger.
B. Vedrørende elevbefordring:
- Befordring mellem hjem og skole.
- Befordring pga. sygdom eller svære handikap
- Befordring mellem hjem og brobygningsinstitution.
C. Vedrørende Friplads- og opholdsstøtte:
- Nedbringelse af skolepenge.
- Nedbringelse af SFO-betaling.
- Nedbringelse af betaling for ophold på en kostafdeling.
D. Fordelingssekretariatets øvrige opgaver
- Drift og vedligeholdelse af et lærerregister over samtlige
ledere mv., lærere og børnehaveklasseledere ved friskoler og
private grundskoler.
- Udarbejdelse af Forhandlingsstatistik til
Undervisningsministeriet og Finansministeriet
- Udarbejdelse af øvrig statistik vedr. friskoler og private
grundskoler
- Administration af midler fra Kompetencefonden.
- Tilskud til skoleforeningernes fælles opgaver i forbindelse med
tilsyn.
- Tilskud til støtteundervisning i dansk for tosprogede
elever.
- Andre opgaver udlagt af Undervisningsministeriet
- Konsulentopgaver for skoleforeningerne.