Ændringer til vikaradministrations-grundlaget med virkning fra den 1. januar 2024 - Implementeret i Eunomia den 31. januar 2024

Fordelingssekretariatets bestyrelse har i løbet af 2023 gennemgået og evalueret administrationsgrundlaget for vikartilskud. Fokus ved gennemgangen har særligt været med henblik på regelforenklinger. Gennemgangen har medført nedenstående ændringer.

Ændringerne er den 31. januar 2024 implementeret i Eunomia.

Vikarens underskrift på vikarskemaet afskaffes
Der kan løbende ydes tilskud til læreres, børnehaveklasselederes og kostafdelingslederes løse vikartimer, når timerne enten er en aktivitet ud over vikarens ”egne” opgaver eller, når timerne indgår i en pulje af vikartimer, som der er taget højde for i vikarens arbejdstid.

Hidtil har det været et krav, at vikaren underskriver vikarskemaet som dokumentation for meraktiviteten. Dette krav afskaffes med virkning fra 1. januar 2024. Skolen skal stadig på given foranledning kunne redegøre for, at vikartimerne er læst ud over vikarens planlagte opgaver eller indgår i en vikarpulje. Dette vil blive efterprøvet ved stikprøvekontrol.

Løbende tilskud til pædagogisk og teknisk-administrativt personales løse vikartimer
Reglerne for pædagogisk og teknisk administrativt personales løse vikartimer ændres, således at der løbende kan ansøges om tilskud til timerne. Det gælder som i dag, hvis skolen løbende udbetaler løn for vikartimerne, og med virkning for vikarperioder fra 1. januar 2024 eller senere kan skolen ligeledes ansøge løbende, hvis der har været tale om en meraktivitet eller vikarpulje, jf. reglerne om vikartilskud for lærere og børnehaveklasselederes løse vikartimer. Skolen skal på given foranledning kunne redegøre for, at vikartimerne er læst ud over vikarens planlagte opgaver eller indgår i en vikarpulje. Dette vil blive efterprøvet ved stikprøvekontrol.

Færre dokumentationsbilag
Ved sygefravær på mere end 8 uger har skolen hidtil skullet indsende redegørelse bilagt enten et dagpengebilag eller lægefaglig dokumentation for sygefraværet. Desuden har skolen skullet indsende kommunens afgørelse om forlængelse af sygedagpenge, efter at kommunen har udbetalt sygedagpenge i 22 uger. Dette ændres, så der for fravær, der starter 1. januar 2024 eller senere, skal indsendes en redegørelse, når sygefraværet har varet i 3 måneder. Skolen skal ikke længere indsende dagpengebilag/lægefaglig dokumentation eller kommunens afgørelse om forlængelse af sygedagpenge.

For fraværsarterne Barns hospitalsindlæggelse, Arbejdsmiljøuddannelsen og Borgerligt ombud udgår kravet om, at der skal indsendes dokumentation i form af henholdsvis ”Indlæggelsesbrev”, ”Kursusbevis” og ”Dokumentation for borgerligt ombud”.

Vikartilskud når ledere vikarierer
Når en leder vikarierer for en anden leder, har det hidtil været en betingelse, at vikaren konstitueres for den fraværende. For fravær, der starter 1. januar 2024 eller senere, bortfalder kravet om konstituering. I stedet skal skolen opbevare dokumentation for, at der er tale om vikartimer, der har påført skolen en ekstraudgift, og som er aflønnet med en for vikarstillingen normal timeløn. Der ydes ikke tilskud til konstitueringsvederlag.
 
Der ydes fortsat vikartilskud til vikartimer varetaget af øverste ledere, øvrige ledere ved grundskolen eller sfo-afdelingsledere, hvis vikariatet medfører, at der må tilkaldes vikar for lederen, og at denne vikar medfører en ekstraudgift.

Opfølgning over for skoler med et ekstraordinært stort vikartilskudsforbrug
En skole, der bliver omfattet af Fordelingssekretariatets opfølgning på grund af et ekstraordinært vikartilskudsforbrug skal ikke længere indsende redegørelse, svar på spørgeskema og underskrevne vikarskemaer.

To årlige dispensationer for indberetningsfrister
Med virkning fra 2024 kan en skole to gange for hvert kalenderår få dispensation fra en af de månedlige ansøgningsfrister for fravær i det pågældende år, hvor det hidtil kun har været én gang om året. Til gengæld ophører muligheden for, at der i ganske særlige tilfælde kan gives yderligere dispensation.

Om os

Fordelingssekretariatet har til formål at fordele tilskud til friskoler og private grundskoler i henhold til Lov om friskoler og private grundskoler.

Læs mere

Videovejledninger

Tilmelding til ServiceNyt og Frist-sms

Du kan tilmelde dig vores månedlige nyhedsbrev ServiceNyt ved at sende os en email til fskr@fskr.dk

Du kan tilmelde dig Frist-sms ved at sende os en email til fskr@fskr.dk og oplyse os dit mobilnummer